kort efter hendes Død begyndte man fra Sverige af, hvor Ordenen ved hendes Grav i Vadstena havde sit berømte Hovedkloster, at forhandle med Curien om at faa hende formelig canoniseret, og utallige Jertegn anførtes som Vidnesbyrd om hendes Værdighed til denne Ære. Efter mange Anstrengelser og med uhyre Bekostninger opnaaedes ogsaa, dog først efter at Dronning Margreta var kommen til Magten ogsaa i Sverige, denne Indrømmelse af Pave Bonifacius IX. i Aaret 1391 den 7de October, der siden var hendes Helgendag.[1]
Vadstenas Kloster og Birgitta-Dyrkelsen i det Hele havde en fremtrædende skandinavisk Character og havde sin ikke uvæsentlige Del i den Tilnærmelse, som i Slutningen af det fjortende og Begyndelsen af det femtende Aarhundrede fandt Sted mellem de tre Rigers høiere Stænder. Flere Nonner i Klostret vare danske og norske, flere ansete Mænd fra Broderrigerne færdedes ogsaa der, og nogle af Norges Adel døde og begroves der, saaledes 1412 Hr. Alf Haraldssøn Bolt,[2] Ulf Jonssøn 1415[3] og Jon Ummereise 1440.[4] Klostret var nemlig et Valfartssted i det Store, hvorhen pilegrime i talrig Mængde strømmede sammen, da der ved Jubelaarene her kunde uddeles Aflad med samme Virkning som i Rom selv. Kun enkelte Vidnesbyrd ere bevarede om Menigmands Besøg her fra Norge,[5] men de holdt sig meget længe, ja endog i 1528 sees en Valfart til Vadstena at have fundet Sted fra Thelemarken.[6] I samme Landskab fandtes, ved Ned-
