vilde der efter en Kardinals Forsikring kunne opnaaes en Art Anerkjendelse af Gudmunds Hellighed (alium modum qvasi similem canonizationi), idet Paven nok, naar Gudmunds Mirakler godtgjordes ved authentiske Vidnesbyrd, vilde indrømme ham en vis Anerkjendelse som Helgen, eller hvad man har pleiet at kalde en Beatification, men en formelig Canonisation kunde der ikke være Tale om, selv om der blev budt tre tusinde Ducater.[1] Endnu i 1527 skriver Erkebispen til den samme Commissionær i Rom om denne Sag,[2] men siden vides Intet videre derom, og Reformationen har i ethvert Fald snart standset det Hele.
Gudmund har ogsaa været dyrket i Norge og havde her et Capel i den nu saakaldte Majorskov paa Grændsen af Eidsvold og Ullensaker. Capellets Navn gav senere Anledning til et fuldstændig opdigtet Stedsagn om en ny St. Gudmund, en romerikisk Bondegut, hvem nogle Kvinder skulde have lemlæstet og dræbt efter et forgjæves Forsøg paa at forføre ham til Usædelighed.[3] Endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede fandtes hos en Bonde i Vraadal (Annex til Hvideseid i Thelemarken) et stort Træbillede af Gudmund, der af Præsten Otto Stoud, Holbergs Frænde,[4] blev anseet for et Afgudsbillede og tilintetgjort.[5]
Om Biskop Gudmund digtede senere (1345) skalden Broder Arngrim et stort Kvæde, hvori blandt andet omtales den islandske Helgens Besøg ved St. Olafs
