svarede: »I Islændinger ere ret underlige Mennesker, eftersom I holde mange Mænd, som have levet her blandt Eder, for hellige, uden at man i andre Lande kjender noget til dem, og det er meget dristigt af Eder, at I holde denne Mand hellig, hvem Erkebispestolen i Nidaros ikke erkjender. Jeg vil derfor hellere i Aften, naar Klerkerne skulle til at synge, gaa op i Choret og forbyde Biskoppen og dem at synge for denne Thorlak, førend det er lovligen vedtaget af vor Herre Erkebiskoppen og alle Biskopper in provincia Nidarosiensis ecclesiae.« Laurentius bad ham om at vogte sig, »thi det vide alle, baade her i Landet og videnom andensteds, at Biskop Thorlak er en sand Helgen, og at han har gjort og gjør mange Jertegn, og han kan hevne sig, hvis du ikke gjør Bod for Gud og den velsignede Biskop.« Broder Bjørn hørte imidlertid ikke paa Laurentius’s Ord, men bad sin steger om at tilberede Kjødmad til Aften. Men kort efter kom der Bud til Laurentius fra Broder Bjørn, som pludselig var bleven syg og laa i sin Seng, stønnende og sukkende. »Hvad skal jeg gjøre, Kammerat,« sagde han til sin indtrædende Ven, »thi, jeg føler Stik i Hjertet og vil vist snart dø.« »Det er ikke underligt,« sagde Laurentius, »thi ligesom den hellige Thorlak er miskundelig mod dem, som paakalde ham, saaledes er han ogsaa meget hevngjerrig mod dem, som forbryde sig mod ham; det viste sig i England, da en Mand, der vilde spotte ham og tog en Pølse (mørbjugi) og frembar den for den hellige Thorlaks Billede med de Ord: Vil du have den, du Islænding (mørlandi)? men det fik den Daare snart at føle, thi den Haand, der holdt Pølsen, blev stiv som Træ, og han maatte staa der med udstrakt Haand, indtil gode Mænd bade for ham og
