den omtaler Væringer ogsaa efter den store Revolution i det græske Rige 1204. Det heder nemlig, at under »Philippus af Flandern« (hvorved maa forstaaes enten Balduin af Flandern, der valgtes til Keiser i det »latinske« Rige efter Constantinopels Erobring af Korsfarerne, eller Broderen Henrik, der blev hans Eftermand) toge mange Nordmænd Tjeneste som Væringer og bragte da dem, som allerede før befandt sig der, Efterretningen om Thorlaks Hellighed og mange Jertegn, hvorfor de da glade droge til Kirke og takkede Gud. Keiseren fik det at vide, syntes godt derom og blev underrettet om Thorlaks Hjemland og Jertegn. Nogen Tid efter skulde man kjæmpe med Hedningerne, og striden blev haard. Væringerne lovede da at bygge St. Thorlak en Kirke, om de fik Seier. Høit paakaldte de da den islandske Helgens Navn, men ikke før fik Hedningerne dette at høre, før de sloges med Rædsel og flygtede. Med rigt Bytte vendte Væringerne hjem til Miklagaard, hvor Keiseren selv lagde Grundstenen til St. Thorlaks Kirke.[1] Som det vil sees, er denne apocryphiske Fortælling ligefrem en Efterdigtning af Legenden om Keiser Kyrialax og St. Olaf.
Characteristisk for det islandske Helgenvæsen overhoved er følgende Fortælling fra Begyndelsen af fjortende Aarhundrede. Erkebiskop Jørund havde sendt to Mænd, en Nordmand, Broder Bjørn, og en Islænding, den bekjendte Laurentius Kalfssøn, siden Biskop af Hole, over til Island som Visitatorer. Dagen før Thorlaksmessen om Høsten bad Laurentius Broder Bjørn om til den følgende Dag at berede sig paa en Sermon i Skaalholts Kirke om den hellige Thorlak. Bjørn
- ↑ Biskupa Søgur, I. S. 353–364.
