være kaldet efter »Harald, St. Oles Broder«, som det har været sagt, synes utroligt, og at antage »Harald« for en Forvexling med »Halvard«,[1] forekommer vilkaarligt. Derimod kunde det, siden den hellige Tarald, som vi have seet, var kjendt netop i Sillejord, være rimeligere at tænke sig, at han har været begravet og dyrket ved denne mindre Kirke, saaledes som rimeligvis Thorleif i den mindre Kirke paa Elverums Kirkegaard.
I Tessungdalen, et Dalstrøg i Tinn, der ved en Fjeldstrækning adskilles fra Numedal, fortælles den Dag idag om en »Tollef Salemand«, der skal have boet paa Gaarden Sønstebø og været den første, som bosatte sig i denne Sidedal. Her blev han rig, »da hans Arbeide i den nye Jord gav stor Velsignelse og Frugtbarhed fra sig«, og naaede en meget høi Alder. Før sin Død lod han paa en Slette søndenfor sin Gaard, »Salsvolden«, opføre en Hytte, hvis Tomt endnu vises, og bestemte, at han her vilde nedlægges i en Egekiste, og at denne skulde ophænges i to svære Jernlænker. Han lovede Dølerne Lykke og Velstand, saalænge de holdt hans Kiste i Ære, men forudsagde tillige, at i modsat Fald skulde der stedse være Krøblinger paa Sønstebø. I lang Tid høitideligholdtes nu en bestemt Dag, »Tollefs-Vok« eller Tollefsdagen, til hans Ære, idet Bønderne samlede sig ved Hytten og sang Lovsange. En Hovmand (Tjener for Øvrigheden) tillod sig engang at beskadige Hytten, men fik sin Straf, thi da han kom til et Skredberg, »Hovmandsberget«, som paavises en halv Mil derfra, styrtede Hesten, og Hovmanden brækkede sit Ben. Denne Tollefsdyrkelse fortsattes lige til hen-
- ↑ Saaledes N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 222.
