imod Slutningen af det syttende Aarhundrede, da Hr. Jens Hauritz (Sognepræst til Tinn 1681–1692) lod Hytten opbrænde.[1] Sandsynligvis har der i Dalen ligget en Salestue (sáluhus), et Hospitium for Reisende mellem Thelemarken og Numedalen, som da Tollef har forestaaet, og hvoraf hans Tilnavn har sin Oprindelse. At hans Kiste ophængtes i Lænker, er intet enestaaende Træk, men gjenfindes f. Ex. ogsaa i Viborg, hvor St. Kjelds Skrin var ophængt i gyldne Lænker under Hvelvingen i et Capel. Ja endog efter Reformationen bestemte Jørgen Gyldenstjerne († 1551), en Broder af Fyns sidste catholske Biskop, at hans Kiste skulde hænges i fire Jernlænker.[2]
I Fjotlands Sogn (den øverste Del af Kvinesdalen og siden 1857 eget Præstegjeld) fortælles om Besse paa Knaben. Ogsaa han kunde hænge sine Vanter paa Solskin, ligesom Hellig-Anders i Slagelse. En Gang hændte det dog, at dette slog ham feil, men han erindrede saa, at han samme Dag havde glemt at tage op et Bygax, der laa i Veien, og da han havde gjort dette godt igjen, lod Vanten sig atter hænge paa solskinnet. Endnu vises ved hans høit tilfjelds beliggende Gaard en Fordybning i et Berg, »Bessestolen«, hvor han hver Morgen holdt Bøn, og paa Veien til Liknes Kirke (Hovedkirken
- ↑ L. Daae, Norske Bygdesagn, 1. S. 1–2 og de der citerede Kilder samt Aarsberetn. fra Foren. til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1868, S. 145.
- ↑ Suhms (ældre) Samll. til Danm. Hist. I. S. 2, 8. Mærkes kan ogsaa den gamle Lovbestemmelse, at, om en Mand bor saa høit tilfjelds eller langt ude tilhavs, at han ikke for det første kan føre Lig til Kirken for ufremkommelig Veis eller haard Søs Skyld, da skal Liget »fæstes op« og ikke staa i Jorden. Norges gamle Love, II. S. 297.
