paa Nordnes, siden »Sanct Maritte Kirke« kaldet,[1] og hid blev der valfartet af ofrende Pilegrime i stor Mængde. Skjønt dette Uvæsen gik for sig i en Stiftsstad, varede det dog en god Stund, inden Biskoppen satte sig i Bevægelse for at afskaffe det, og da han endelig skred ind (1320), var det først efter gjentagen Anmodning af de bedste Mænd.[2] Der blev imidlertid digtet en Vise om den falske Margreta, der endnu kjendtes af Absalon Pederssøn og i vore Dage er gjenfunden paa Færøerne. De første Vers ere forøvrigt laante fra den danske Vise om Dagmar.[3] Det Hele tyder paa, at Troen paa den brændte Kvindes Hellighed har holdt sig langt ned i Tiden. I et gammelt norsk Necrologium[4] findes ved 16de November anført: Transitus Sanctae Margaretae Reginae. Da intet Spor kjendes til, at nogen anden norsk Fyrstinde af dette Navn har havt Hellighedsry, er det muligt, at herved sigtes til denne falske Kongedatter.
Et mærkeligt Sidestykke til denne Margreta-Dyrkelse forekommer hundrede Aar senere. Som bekjendt blev 1402 en Mand brændt ved Falsterbod i Skaane, der havde udgivet sig for den 1387 afdøde Kong Olaf Haakonssøn Ogsaa denne grove Bedrager, ligeledes en Tydsker, vandt uforstandige Menneskers Sympathi. »Nogle Danske samlede de Knogler, der vare at finde i Asken, og bevarede dem som store Helligdomme«,[5]
- ↑ Norske Magasin, I. S. 134, 529.
- ↑ Dipl. Norv. VI. S 104, VIII. S. 88.
- ↑ Danske Folkeviser, udg. af S. Grundtvig, III. S. 921 fgg. Gustav Storm, Sagnkredsene om Karl den Store og Didrik af Bern, S. 213.
- ↑ Scr. Rer. Dan. V. p 386.
- ↑ »Etlike Denen sammelden sine knaken, wat se krigen kunden, unde helden de vor grote hilligedomete«. Chronik der nortelvischen Sassen, (aftrykt i Quellensammlung der Schleswig-Holstein-Lauen-
