samme, hvori ogsaa en anden norsk Prætendents, Sigurd Slembedegns, Ben fandt Hvile. »De Danske holdt ham for en Helgen.«[1]
Den nysnævnte Eystein Haraldssøns virkelige eller foregivne Søn, den tidligere Munk Thorleif Breidskegg, vakte Uroligheder under Kong Sverre, men dræbtes 1191 af Bønderne i »Marker«. Allerede før sin Død skulde Thorleif have havt Ord for »et rent Liv«, og hans sørgelige Dødsmaade skaffede ham Rygte som hellig. »Der brændte Lys over hans Grav«, og Sverres Hofskald fandt det hensigtsmæssigt at modvirke dette Rygte ved at digte en Ervedraapa eller Gravsang om den Afdøde, hvori han skildredes som et unyttigt og indbildsk Menneske.[2] Med denne Thorleif turde det maaske staa i Forbindelse, at der endnu i 1598 fandtes paa Elverums Kirkegaard en Træbygning, »Hellig Thorlofs Capel« kaldet, der havde sin egen Rente.[3] Han kunde da tænkes at være begravet her. Ved »Marker« forstaaes nu kun Aremark, men i Fortiden betegnede dette Navn en længere Grændsestrækning temmelig høit op i Landet.
Mærkeligst blandt denne Art af Hellige er imidlertid den tydske Kvinde, som 1301 blev brændt paa Nordnes ved Bergen, efterat hun havde udgivet sig for at være den forlængst afdøde Margreta, Kong Erik Magnussøns Datter og Skotlands Arving. Rygterne om hendes Hellighed fik stor Udbredelse, endog hos endel af Præsteskabet, ja der blev opført en Trækirke til hendes Ære
