er da vistnok i denne Hensigt sat i omløb af Hirden, men da Maalet var naaet, har denne ingen Opfordring havt til at vedligeholde en saa urimelig Forestilling.
Den samme Haralds Søn, Kong Eystein, i Historien kun bekjendt for sin Gjerrighed, fandt som Faderen en ulykkelig Død, idet han blev dræbt ved Fors i Baahuslen af sin Halvbroder Inges Folk den 21de August 1157. Liget begravedes kort efter i Fors Kirke midt paa Gulvet, hvor et Teppe lagdes over Graven. Snart fortaltes det blandt Vikverjerne, at Eystein var hellig, og at der skede Mirakler ved hans Grav, hvorfor hans Fiender vanhelligede denne ved at øse en Suppe, kogt paa Hundekjød, ud over den. Paa det Sted, hvor Drabet var foregaaet, fremvældede, hedder det, en Kilde, og en anden Kilde der, hvor Liget havde staaet den første Nat. Disse Kilder have lige indtil vor Tid, altsaa i syv Aarhundreder, vedblevet at være Offerkilder, og den ene hedder fremdeles St. Østens (eller Hellig Korses) Kilde, og den nu forsvenskede Almue ved fremdeles at tale om en her dræbt Konge. Graven blev maaske først i det attende Aarhundrede ganske forstyrret.[1]
Under Magnus Erlingssøns Regjering optraadte Olaf Gudbrandssøn, hvis Moder, Maria, var Datter af Kong Eystein Magnussøn, som Thronprætendent og Anfører for de saakaldte Hættesvende. Han fik formedelst sit stadige Uheld Tilnavnet Ugæfa og flygtede omsider, overvunden af Erling Skakke, til Danmark, hvor han, efter at have tilbragt en Vinter i Aalborg, døde 1169. Her blev han begraven i Mariakirken, den
- ↑ Heimskringla, Ungers Udg. S. 755. A. E. Holmberg. Bohusläns Hist. och Beskr., 2. Uppl. I. S. 75, II. S. 177. G. Storm. Snorre Sturlassøns Historieskrivning S. 259, 272.
