han eiede, endelig engang faar Besøg af en udmattet Vandringsmand, hvem han ganske mod sædvane modtager med Gjestfrihed. Den Fremmede er imidlertid en Niding, der lønner sin Verts Godhed ved at tilføie ham et dødeligt Saar, medens han sover. Da nu Røveren vaagner, beder han Himlens Gud hjelpe sig og erholder nu strax Tilgivelse, medens Morderen fra nu af er ansvarlig for alle den Myrdedes Synder:
Hellige Engle kom
Fra Himlen ned
Og toge hans sjæl til sig,
I herligt Liv
Den evig skal leve
Med almægtig Gud.[1]
Denne Folketro, der nu vistnok ikke mere fremtræder med en saadan Styrke, skjønt dens Levninger dog endnu langtfra ere forsvundne, men jevnlig vise sig i sentimentalt Føleri, har i Middelalderen frembragt mere end et paafaldende Helgensagn. De Forestillinger af denne Art, som vi nu kjende, angaa Medlemmer af Kongehuset eller Personer, som udgave sig for at være det, men lignende Fabler have vistnok ogsaa været i omløb i andre Tilfælde, hvorom Historien tier.
Først i Rækken kommer Kong Harald Gille. Han havde i Livet ingen af en Helgens Egenskaber, ja fandt endog Døden i sin Frilles Arme (1136). Men han havde dog fundet en brat og grusom Død, og der opkom sagn om hans Hellighed. Sagaerne bevidne udtrykkelig, at dette Rygte bidrog sit til at befordre, at hans Sønner Sigurd og Inge bleve anerkjendte som Konger.[2] Det
