vide, som den finder stridende mod »Norges Lovbog og Retterbøder, som vore hellige Konger Magnus og Haakon have undt os«.[1] Hvo den hellige Haakon er, falder af sig selv. Haakon V. har selv netop givet de Retterbøder, som her komme i Betragtning, men hvem er Magnus? Han nævnes foran Haakon, skulde altsaa være ældre end ham. Havde nu den hellige Haakon været Haakon VI., vilde dette passet meget godt sammen med Magnus Erikssøns Hellighed, men dels er nu Haakon V. og ikke Haakon VI. den hellige Konge, dels peger »Norges Lovbog« paa Magnus Lagabøter.[2] Men heraf at slutte, at denne Magnus virkelig skulde have været betragtet som hellig, vilde, da herom Intetsomhelst forekommer i noget egentligt Kildeskrift, være at lægge en altfor stor Vegt paa hint Klagebrevs Ord, og med ligesaa stor Føie kunde man da efter de tidligere (S. 97–98) omtalte to islandske Viser om Magnus den godes Fødsel opføre ogsaa denne Konge blandt vore Helgener. Den Hellighed, hvorom her er Tale, synes ikke at have været andet end en Pietetsfølelse mod gamle og hæderlige Konger overhovedet, hvortil et ret mærkeligt Sidestykke ogsaa findes i et andet Brev fra samme Aarhundrede, hvori Gudbrandsdølerne (1442) betegne disse, endog uden at nævne nogen enkelt, som »vore hellige Forfædre«.[3]
