Betænkeligheder. Den pavelige Forfatter omtaler nemlig sin Haakon som Valdemar Atterdags samtidige og Svigersøn og ved altsaa dog nogen Besked om Haakon VI.s Livsforholde. Der er ogsaa i Æneas Sylvius’s Liv en Omstændighed, der kunde tyde paa, at han maaske har lagt mere Mærke til, hvad han tilfældigvis fik høre om Norge, end de fleste andre Paver. Han har nemlig engang i sin Ungdom, om just ikke været i vort Land, saa dog befundet sig i dets Nærhed og seet dets Kyster. Det var, da han 1435 som trediveaarig Mand gjorde en Reise til Skotland, hvorhen han først naaede efter i lang Tid at være omtumlet paa Nordsøens Bølger, og hvorfra han ogsaa tænkte paa at besøge de Norge dengang endnu tilhørende Orknøer.[1] Men at Haakon VI. umulig kan have været Oslos »hellige Haakon«, det fremgaar sikkert nok alene deraf, at han ikke blev begravet i Mariakirken, hvorfra Haakonsdyrkelsen er uadskillelig, men i Oslos Korskirke.[2]
Den svenske Forfatter Olaus Magnus, der døde i Rom 1558 som titulær Erkebiskop af Upsala, besøgte Oslo 1505 og har i sit bekjendte Værk opbevaret nogle Sagn om en Kong Haakon, hvem han forøvrigt ikke nærmere bestemmer, men som dog maaske kunde synes at staa i Forbindelse med Forestillingerne om en hellig Konge af dette Navn. Kong Haakon, hedder det, kjæmpede engang med de Danske og forstod da at fremkalde forfærdelige Regn- og Hagelbyger, der pidskede Fienden
