paa en hellig Mand.[1] Ikke destomindre synes Suhm senere at have skiftet Mening, og i hans Historie af Danmark forekommer Intet om Haakon VI.s Hellighed, hvorimod han ytrer Tilbøielighed til at antage Æneas Silvius’s Lovtale for egentlig at gjelde Haakon V.[2] Denne ældre Haakon bliver ogsaa, som det vil erindres, i et geistligt Necrologium kaldet »dulcissimus«.[3] I Aaret 1834 udtalte endog Engelstoft og Werlauff, rigtignok uden at begrunde det, at Haakon V. »i det følgende Aarhundrede kaldtes hellig.«[4]
Denne i og for sig mindre vigtige Sag blev overseet af senere Historikere, og man vil saaledes hverken hos Keyser eller Munch finde noget om den hellige Haakon, medens Allen, der naturligvis kjendte Grams Oplysning, endnu 1870 erklærede »Hogen« for en »ellers ubekjendt Helgen«.[5]
Efterhaanden var der dog gjennem norske Diplomer gjentagne Gange fremkommet nye Vidnesbyrd om en hellig Kong Haakon. Et saadant Diplom af 1424 omtaler »de hellige Konger Magnus og Haakon« som Lovgivere,[6] og to andre indeholdt den mærkelige Oplysning, at Hr. Henrik Krummedike havde skjænket Gods til den hellige Haakons Alter i Mariakirken i Oslo.[7] Endelig havde man Visen »om Kong Haakon Haakons-
- ↑ »Aquinus, quem ferunt divinum fuisse hominem, miro provincialium amore et obsequio cultum.« Æn. Sylv. Cosmographia, cap. 33.
- ↑ Suhms Historie af Danmark, XI. S. 854.
- ↑ Scr. Rer. Dan. V. p. 380.
- ↑ Scr. Rer. Dan. VIII. p. 556.
- ↑ De tre nord. Rigers Hist. IV. 2. S. 452.
- ↑ Dipl. Norv. I. S. 499.
- ↑ Dipl. Norv. II. S. 815 og VI. S. 804.
