et Par andre Exempler, og vistnok nu, da Reformationsbevægelsen allerede var begyndt, havde yderligere Grund til at holde tilraade med denne Art af Indrømmelser.
Det er ikke undgaaet Grams klare Blik, at der mellem denne Christiern II.s Henvendelse til Curien og hans samtidige Interesse for Reformationen raader en mærkelig Modsigelse, og at Christiern paa en vis Maade synes at ville »sætte Paven Briller paa«, hvortil dog maaske kunde bemærkes, at Kongens Ansøgning kan have været sat i Gang tidligere, om end svaret først indløb 1521.
Derimod har Gram ikke indladt sig paa det Spørgsmaal, hvo denne hellige Haakon har været. Noget over en Menneskealder senere fremdroges en Fortegnelse over Oldsager i Bergens Stift, affattet i det syttende Aarhundrede, hvori der omtales, at i en forfalden og senere forsvunden Stenkirke paa Gaarden »Qvale« (Hvaal) i Sogndals Præstegjeld skulde der have existeret en Ligsten, hvis Indskrift angav den under samme begravede som »tredie Mand fra hellig Kong Haagen«. Suhm, af eller ved hvem dette Document udgaves, bemærkede i den Anledning, at denne hellige Kong Haagen »maa have været den sidste af dette Navn, som var gift med Dronning Margrete«, men indrømmer dog Vanskeligheden af at kunne paavise nogen »tredie Mand fra ham«.[1]
Til her at tænke paa Haakon VI. kunde der ganske vist ogsaa være nogen Anledning derved, at denne Konge som bekjendt har faaet et Vidnesbyrd af Æneas Silvius Piccolomini (Pius II.), der ret godt kunde passe
- ↑ Suhms (ældre) Samll. til den danske Historie, II. (Kbhvn. 1784) H. 3, Fortalen samt S. 41.
