I Aaret 1747 forelæste Hans Gram i det dengang endnu unge Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn en Afhandling »om Kong Christiern II.s forehavte Religions-Reformation«, hvori han bl. A. meddelte den indtil da ukjendte Oplysning, at den nævnte Konge havde ansøgt hos Paven om, at to Helgener, »Hellig Eler og Hellig Hogen«, maatte blive canoniserede. Paven havde givet et undvigende Svar. Han havde ikke villet canonisere disse Helgener, men dog (1521) tilladt Christiern at »lade gjøre Officia og sige Messe om dem, helligholde deres Fester og dertil lade gjøre og udstaffere de Steder og Altere, hvor deres Legemer og Reliqvier skulde ligge, hvile og bevares, med Kongens Navn og Titel derhos skrevet eller udgravet og hvad hans Naade vilde have digtet eller gjort, enten Vers eller andet.«[1] Tingen var den, at Curien allerede i længere Tid havde iagttaget Sparsomhed i Henseende til Canonisationer, noget, hvorpaa ogsaa nedenfor vil forekomme
- ↑ Skrifter, som udi det Kjøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste, III. S. 18.
