atter til Doest og fandt der kjærlig Pleie i en Sygdom, der efter syv Maaneders Lidelse voldte hans Død den 8de Januar 1284. Ved sit Testamente bortskjænkede ban sine ringe Midler til en stor Mængde Stiftelser og Personer.[1] Sexti Aar senere vilde en Abbed i Doest lade Thorfinns Grav i Klosterkirkens Chor jevne med Jorden. Da udbredte sig en sød Lugt, Hellighedens sædvanlige Tegn, i Kirken, og der fandt ogsaa Mirakler Sted ved hans Ben. En gammel Munk i Klostret, Walterus de Muda, der personlig kunde erindre den norske Biskop og hans Gjenvordigheder, bestyrkede nu hans Hellighed og besang disse i et latinsk Poem, der anbragtes paa en Tavle over hans Grav. Ogsaa et prosaisk Mindeskrift forfattedes om ham og er tilligemed Poemet siden aftrykt i Acta Sanctorum.[2] I Norge vides derimod Thorfinns Hellighed ikke at have været paaagtet. Det kunde dog synes, at der her vilde have været en bekvem Anledning til at skaffe Hamar Stift en særegen Localhelgen, hvilken Stiftet som bekjendt savnede.
Foruden St. Olafs og St. Eysteins skrin fandtes i Throndhjems Domkirke endnu et tredie Helgenskrin, St. Bernhards. Det omtales ved den store Kirkeplyndring efter Reformationen, og Rester deraf, noget forgyldt Kobber, indleveredes 1540 til Christian III.s Rentemester.[3] Hvo denne Helgen er, vides ikke.[4] At hans
- ↑ Testamentet findes hos Suhm, Historie af Danmark, X. S. 1026–1028, efter Caroli de Vische, Bibliotheca scriptorum ord. Cisterc. p. 316 sqq.
- ↑ Mens. Jan. I. p. 548 sqq. Udførlige Uddrag hos Munch, N. F. Hist. IV. 2. S. 51–52.
- ↑ Schøning, Beskrivelse over Domkirken, Anhanget S. 85.
- ↑ »St. Bernhardi Skrin, hvorom forøvrigt Intet vides«. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 602.
