paa venstre St. Augustinus i Bispedragt. Over alle tre var deres Navn tegnet.[1]
Der er ogsaa blevet gjort et Tilløb til at skjænke Jon Raude selv Hellighedens Glands. Denne Erkebiskop kom efter den medgjørlige Kong Magnus Haakonssøns Død i Strid med hans unge Søns kraftfuldere Formyndere, i hvilken han laa under. Han døde som landflygtig Mand 1282 i Skara, til hvilken svenske Bispestad overhovedet flere mærkelige Minder i Norges Historie knytte sig. I det følgende Aar blev hans Legeme begravet i Nidaros, hvor man begyndte at tale om, at han nok var hellig,[2] og forklarede et uheldigt Fald, som den unge Kong Erik gjorde paa en Reise, som en Straf for den ugudelige Medfart, som Jon havde lidt.[3] Disse Anstalter mislykkedes imidlertid fuldstændig, og Jons Hellighed gik snart ganske i Forglemmelse.
Af de øvrige Biskopper havde Thorfinn paa Hamar vist sig som Jon Raudes ivrigste Tilhænger og havde ogsaa 1282 samtidig med denne forladt Norge. Han skal have havt Vanskeligheder ved at komme afsted, men naaede dog frem til Cistercienserklostret Doest ved Brügge i Flandern, hvor han synes at have havt ældre Forbindelser og maaske tidligere at have gaaet i Skole. Efterat Erkebiskoppen var død i Skara, droge Thorfinn og en anden ligesindet Collega, Biskop Andres af Oslo, til Rom, hvor de, dog kun med ringe Held, klagede over Regjeringen i Norge. Fra Rom kom Thorfinn
