missarier opnævnte i den Eysteinske Canonisationssag, nemlig Biskoppen af Bergen samt Abbederne af Nidarholm og Tuterøen.[1] Men dette er ogsaa det sidste, vi høre om den hele Sag, som dermed maa antages endelig at være bortfalden. Rimeligvis har Erkebiskop Jon opgivet den for at opnaa vigtigere Indrømmelser af Kong Magnus.
Eystein blev altsaa ikke canoniseret, men den ringere Hellighed, som siden Provincialconciliet i 1229 var bleven ham til Del, beholdt han. Allerede kort efter hint Conciliums Kjendelse er han udentvivl bleven skrinlagt, og hans Skrin vedblev lige indtil Reformationen at have sin Plads i Nidaros Domkirke. Det delte da Skjebne med St. Olafs og nedsendtes til Kjøbenhavn for at gaa i Mynten. Rentemesterens Kvittering viser, at det forgyldte Sølvskrin har veiet 816 Lod.[2] Eysteins Festdag kjendes ikke, og ligesaalidt vides nogen Kirke at være ham indviet. Han har været Prælaternes, ikke Folkets Helgen. I Haalogaland sees dog en Gaard at være skjænket til den hellige Eystein.[3]
Et mærkeligt Minde om Eystein som Helgen fandtes ved Midten af forrige Aarhundrede i Throndhjems Domkirke. Det var en gammel Skriftestol af tykke Egeplanker i det nordre Capel ved Choret. Paa Rygstykket vare tre Personer afmalede i poleret Forgylding, nemlig i Midten St. Olaf i Kongedragt og med Øxe i Haanden, og paa høire Side St. Halvard i Krigerdragt,
