des til at skride til Forretningen med den ene Klostermand som Medhjælper, ifald den anden skulde faa Forfald.[1] Men noget Resultat af dette Commissorium kjendes ikke.
I fjorten Aar var der altsaa nu uden endelig Virkning ført Forhandlinger om at canonisere en Prælat, om hvis store Fortjenester der dog fra et hierarchisk Standpunkt ikke let har kunnet være Meningsforskjel. Vistnok iagttog Curien efterhaanden, jo mere Antallet af Helgener voxte, en større Forsigtighed i at canonisere nye, og den tog sig, idetmindste senere, ogsaa høit betalt for sine Canonisationer, men denne Sag maa, som antydet, have havt sin hemmelige Historie og have været et norsk Partispørgsmaal. Einar Smjørbaks Fornyelse af Forhandlingerne staar ingenlunde i Strid med hans Holdning forøvrigt, der væsentlig var Opposition mod Kongen, medens han derimod smigrede hans Sønner. Høist rimeligt har Haakon underhaanden i Rom arbeidet for at lægge Hindringer i Veien for Canonisationen af sin Farfaders Fiende og Hierarchiets store Forkjæmper.
Spørgsmaalet synes nu atter at have hvilet under Resten af Einars og hele hans Eftermænds, Birgers og Haakons, Styrelse. Men i 1267 valgtes til Erkebiskop en Mand, der synes at have valgt Eystein til sit Forbillede, for hvem det derfor kunde være tiltalende nok at fornye sine Forgjængeres Forsøg paa at faa ham canoniseret og derved tillige vinde en støtte for egne hierarchiske Bestræbelser. Det var Jon Raude (1267–128z). Jon, der efter sin Udvælgelse drog til Rom for at hente Pallium, fik ogsaa ganske rigtig endnu engang Com-
- ↑ Dipl. Norv. VI. S. 28.
