dette sit ivrige Ønske om at se Eystein canoniseret, kan sluttes deraf, at endog en engelsk Forfatter, Matthæus af Westminster,[1] ved Aar 1250 omtaler Eysteins »herlige og bevislige« Mirakler. Endnu engang satte imidlertid Erkebiskop Sigurd sig i Bevægelse, og Innocentius udnævnte i Januar 1251 nye Commissarier, denne Gang Biskop Arne af Bergen samt Dominicanernes Priorer i Nidaros og Oslo. Disse fik nu en formelig Instruction, der dog er tabt, om den Fremgangsmaade, som skulde følges ved Undersøgelsen af Eysteins Liv og Mirakler, og det blev dem bestemt forbudt at afvige fra denne.[2] En Granskning fandt da virkelig Sted, og Acterne indsendtes til Curien, men befandtes her utilfredsstillende. Commissarierne havde, som Pave Alexander IV. siden erklærede, ikke iagttaget Formerne, men gaaet uforsigtig frem.[3]
Erkebiskop Sigurd og hans nærmeste Eftermand Sørle, døde imidlertid, og 1254 valgtes Einar Smjørbak til Erkebiskop. Dette skeede uden Kongens Vidende, og Einar, der just studerede i Paris, drog da strax derfra til Rom for at hente sit Pallium. Fra denne Reise i kom han først 1255 om Sommeren hjem til Norge. Under sit Ophold ved Curien gjenoptog Einar Bestræbelserne for Eysteins Canonisation og fik atter nye Commissarier udnævnte af Alexander IV., nemlig Biskoppen af Stavanger, Abbeden af Nidarholm og Prioren af Helgeseter, hvorhos den nævnte Biskop bemyndige-
