omtrent ved samme Tid i, at der affattedes en ny, for Geistligheden i det Hele fordelagtig Christenret.
Den ene af de opnævnte pavelige Commissarier, der ved denne Tid personlig opholdt sig ved den romerske Curie og sandsynligvis har været de norske Prælaters Agent i denne Sag, nemlig Abbeden af Nidarholm, Bjørn eller »Ritabjørn«, var den nys myrdede Hertug Skules gamle Ven, atter et Vink om, hvilke stemninger der egentlig rørte sig bag Bestræbelserne for Eysteins Canonisation. Den urolige Abbed Bjørn gav sig imidlertid god Tid i Udlandet, kom først tilbage til Norge 1244 og døde strax efter Hjemkomsten.[1] Allerede dette har vistnok bevirket, at Granskningen af Eysteins Mirakler stilledes i Bero. Men Erkebiskop Sigurd optog Sagen hos Gregor IX.s Eftermand, Innocentius IV., og denne Gang, af det nye Pavebrev at slutte, uden at Kongen deltog i Henvendelsen. Paven udnævnte da (1246) en ny Commission idet angivne Øiemed, bestaaende af Abbeden af Tuterøen samt Priorerne i samme Kloster og i Nidarholms.[2] Atter kom imidlertid et Dødsfald i Veien, denne Gang Tuterø-Abbedens, hvem vi forøvrigt ikke engang kjende af Navn. De to øvrige Commissarier ansaaes »uskikkede« (minus idonei) til at udføre Undersøgelsen, og Sagen henstod i flere Aar. I denne Mellemtid fandt Kong Haakons Kroning Sted 1247 ved Cardinal-Legaten Vilhelm af Sabina, og at Prælaterne have forhandlet med denne om Sagen, er neppe tvivlsomt, men i ethvert Fald have de ikke formaaet at bringe den videre. Men hvor ivrige Prælaterne netop ved denne Tid have virket for
