blev seglet Christianias, men i Tidens Løb glemtes Emblemernes Betydning, og St. Halvard blev efterhaanden ved nye Graveringer til en Kvinde, Stenen til en Ring og Kvinden til en harniskklædt Mand.[1] I Museet i Kjøbenhavn findes Stampen til Oslo Capitels Segl, der fremstiller St. Halvards Skrin i Form af en gotisk Kirke. I en Nische i Taarnet sees han med sin høire Haand oprakt til Velsignelse, medens den venstre synes at holde en Kværnsten.[2] Af andre Afbildninger af Halvard er vistnok den mærkeligste den, der findes paa Altertavlen i Ringsakers Kirke. I Skredsvik Kirke i det sydlige Bohuslen findes ligeledes Halvard afbildet med en Kværnsten i sin Haand.[3]
Udenfor den norske Kirkeprovinds’s Grændser vides Halvard ikke at have været dyrket. Dog omtales mellem de Reliqvier, som Enkedronning Christina 1519 skjænkede Minoriterne i Roskilde, ogsaa »noget af St. Halvards Arm og Ribben«.[4] Paa Island nød han stor Anseelse, især dog vistnok førend endnu Øens egne Helgeners Dyrkelse var begyndt. Et Vidnesbyrd herom findes i den ældste Saga om den hellige Gudmund i Hole, hvor der berettes om en Kvinde paa Island, der anraabte St. Olaf, St. Magnus Jarl og St. Halvard, »fordi man dengang meget paakaldte dem der i Landet«.[5]
- ↑ Smnlgn. Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg. S. 397.
- ↑ I. Undset, Norske Oldsager i fremmede Museer, S. 70–71. Cfr. ogsaa S. Blom, Templum St. Halvardi. Hafn. 1778, 4to.
- ↑ C. Brusewitz, Elfsyssels historiska Minnen, Götheborg 1864, S. 294, hvor Billedet er gjengivet, og S. 318.
- ↑ Scr. Rer. Dan. VIII. p. 300.
- ↑ Biskupa Søgur, I. S. 453.
