savner enhver Støtte i Kilderne. Tvertom se vi, at det ældste utvivlsomt sikre Vidnesbyrd om Halvards Hellighed, Mag. Adams, efter denne Forfatters udtrykkelige Forsikring er ham meddelt netop af den Mand, mod hvem det Hele i saa Fald nærmest skulde være rettet, af Sven Estridssøn. Haralds Politik synes i dette Tilfælde at maatte have været saa fin, at hans Modstander ikke har kunnet gjennemskue den, thi ellers vilde vel Kong Sven snarere have benægtet end bekræftet den nye Helgens Mirakler.
Halvards Skrin blev i 1137, da den danske Konge Erik Emune efter Magnus Blindes Opfordring hjemsøgte Norge, af Thjostolf Aalessøn flyttet op paa Romerike, rimeligvis til den senere nedlagte Kirke Fors i Nannestad, og hans Kirke blev brændt, da de Danske plyndrede Oslo og lagde mange af Stadens Bygninger i Aske.[1] Kirken reiste sig dog snart igjen og var indtil Reformationen Stiftets Kathedralkirke, men blev ved Oslos store Brand 1624 haardt medtagen, og skjønt den endnu i nogen Tid blev benyttet, var den dog allerede inden Aarhundredets Udgang en Ruin. Skrinet var endnu til i November 1532, men er naturligvis blevet confiskeret i Reformationstiden, uden at de nærmere Omstændigheder kjendes.[2]
Foruden denne Hovedkirke vare ogsaa flere andre Kirker viede til Halvard, saaledes i Bergen en Stenkirke, der nedtoges i 16de Aarhundrede, i Ytterby i Viken, der var en Valfartskirke, Opstad i Odalen, Capellet i Syllingdalen i Lier, altsaa i Nærheden af hans Hjemstavn, samt endelig Capellet paa Løvøen i Borre,
