hun var beredt hertil, ifald Forfølgerne skaanede hende. Disse kom imidlertid stedse nærmere og nærmere og sagde tilsidst: »Hvorfor vil du, Halvard, som er en saa brav Mand og Søn af saadanne Forældre, tage dig af et saa slet Kvindemenneske? Slip hende, at hun kan dø, som hun fortjener det.« Paa Halvards Spørgsmaal, hvad ondt hun havde gjort, sagde de, at hun havde bestjaalet deres Broders Hus ja endog gjort Indbrud og rykket Bøilen, der holdt Bommen, ud af Dørposten. Hertil bemærkede da Halvard, at dette oversteg en svag og lidende Kvindes Kræfter og var et Arbeide for en meget stærk Mand, spurgte, om de havde Vidner paa hendes Forseelse, bad dem, at de maatte lade hende faa Lov til at forsvare sig, og gjorde opmærksom paa, at hun var frugtsommelig. De tre Mænd bleve imidlertid kun hidsigere, og tilsidst tog en af dem sin Bue, lagde Pil paa Strengen, skjød mod Halvard og gjennemborede hans Bryst. Derpaa dræbte de ogsaa Kvinden og begrove hende paa Stranden, men om Halvards Hals bandt de en Sten og sænkede ham ned paa Fjorden.
Efter nogen Tids Forløb, fortælles der videre, blev Halvards Lig ved Guds Naade fundet svømmende paa Fjorden med Stenen om Halsen. Nogle trofaste Mænd af Lierbygden bragte da hans Lig i Land, og strax viste sig et andet Jertegn, idet nogle Vidjer, som man havde brugt, da man søgte efter ham, siden grønnedes igjen flere Gange.[1]
- ↑ Legenderne om Halvard ere samtlige aftrykte i Heilagra Manna Søgur, I. S. 396–398. Nedenfor vil man finde nærmere redegjor for dem.
