først i den anden Halvdel af det ellevte Aarhundrede. Som bekjendt blev Magnus den godes Datter Ragnhild gift med Jarlen Haakon Ivarssøn og havde med ham Datteren Sunniva, aabenbart opkaldt efter vor Helgeninde, og sandsynligvis født mod Slutningen af Harald Haarderaades Regjering.[1] Nogen Tid efter blev Sachseren Bernhard, der, som Munch[2] formoder, var kommen til Norge ved Aar 1042 eller noget senere, af Olaf Kyrre omtrent 1070 udnævnt til første Biskop i Selja, hvilket ganske vist forudsætter, at St. Sunnivas Dyrkelse var i fuld Gang der.[3] Allerede Bernhard flyttede dog Bispestolen til Bergen. Sunnivas foregivne Levninger forbleve imidlertid endnu længe paa selja og bleve, som vi af Legendens historiske Slutningsord have seet, først 1170 bragte til Bergens Kathedralkirke.[4] Paa selja stiftedes imidlertid et Benedictiner-Kloster. Naar dette skede, er uvist, men det har ganske vist været et af Landets ældste. Det var ikke helliget Sunniva, men den engelske Helgen, der siden i Sagnet gjordes til hendes Broder, hvorimod der i Klosterkirken fandtes »mange Skrin, baade store og smaa, hvori Sunnivas Ledsageres hellige Ben bevaredes«. Derhos havde Sunniva paa Øen en Kirke eller Kapel et Stykke fra Klostret
- ↑ Denne Sunnivas Sønnesøn var den danske Konge Erik Lam.
- ↑ N. F. Hist. II. S. 186 fgg.
- ↑ At den ældre Gulathingslov (Norges gl. Love I. S. 10) lader Olaf den hellige paabyde Høitideligholdelsen af Seljemændenes Fest, beviser Intet, da samtidig ogsaa hans egen Fest anføres som paabuden af ham selv.
- ↑ Isl. Ann. p. 70. I det bekjendte Skrift »de profectione Danorum in terram sanctam« heder det: »Ibi (Bergis) sancta Sunnif toto corpore in ecclesia cathedrali exaltata quiescit.« (Scr. Rer. Dan. V. p. 353).
