stillinger af Legenden heder det ubestemt, at det var nogle Kjøbmænd (mercatores), som paa Selje fandt det hellige Hoved, hvilket de bragte til Olaf Tryggvessøn. Derimod i Odds Olaf Tryggvessøns Saga og vistnok derefter i den i Flatøbogen optagne Saga om samme Konge nævnes Storbønderne Thord Egileifssøn og Thord Jorunnssøn. Den navnløse Fremstilling er formodentlig den oprindeligere. Den forekommer i den latinske Fremstilling, som Arne Magnussen fandt paa et Pergamentblad, hvilket han betegner som »satis vetustum«.[1] Det kan da vistnok ikke have været yngre end Begyndelsen af 13de Aarhundrede. Munch har vistnok Ret i, at de i Forbindelse med Sunniva-Dyrkelsen nævnte Þórdr Egileifarson og Þórdr Jorunnarson ere de samme Mænd som Þórdr Ingileifarson og Þórdr Eigileifarson, der i Odds Saga Cap. 3 nævnes som Mænd, der ikke vilde svige Kong Olafs Fader Tryggve, og han har vistnok ogsaa Ret i, at Jorunnar er rigtigere end Ingileifar. Men naar Munch og med ham G. Storm[2] mener, at de vilkaarlig ere overførte fra Sunniva-Legenden, hvor de høre hjemme, til Fortællingen om Tryggve, for at deres Navne allerede der kunde forherliges, er Prof. Bugge tilbøielig til at formode, at de høre hjemme i Fortællingen om Tryggve, hvorfra de ere overførte til Sunniva-Legenden, hvor man trængte til Navne paa brave Mænd, der havde indlagt sig Fortjeneste ved at medvirke til, at Sandheden om Helgenerne kom for Lyset.
saavidt Professor Bugge. De ældste sikre Spor til, at Sunniva har været dyrket i Norge, træffes forøvrigt
