er urigtig betegnet af Scholiets Forfatter, kunde man tænke sig, at han ogsaa feilagtig havde nævnt Olaf den hellige istedenfor Olaf Tryggvessøn. Men paa den anden Side kan det fremhæves, at Meddelelsen i Scholiet er meget ældre end de nordiske Fremstillinger af Legenden, og at der til Bremen vel kan være kommet paalidelig Beretning om Sunnivas Helligdom, eftersom Sachseren Bernhard var Biskop paa Selja. Det synes da muligt, at det først har været under Olaf den hellige, at man har fortalt Legenden om Sunniva og hendes Følge, som i Haakon Jarls Dage skulde have fundet sin Død paa Selja, og hvis Ben skulde være fundne under Olaf Tryggvessøn. At man henførte deres Død til Haakon Jarls Tid, var naturligt, da Legenden krævede en hedensk Fyrste, der med Vold optraadte mod de Hellige. At man lod Benene blive fundne og erkjendte for hellige under Olaf Tryggvessøn, synes at staa i god Overensstemmelse med det, at Sammenhængen mellem de to Olafers Virksomhed for Christendommen overhovedet stærkt fremhæves og visselig allerede er bleven fremhævet af Olaf den hellige selv. Formodningen om, at Sunniva-Legenden først er ført frem i Norge ved nordtydske Geistlige, strider heller ikke imod, at dette skulde være skeet under Olaf den hellige, thi vi vide af Adam af Bremen,[1] at denne Konge sendte Grimkell til Erkebiskop Unwan med Anmodning om, at denne vilde sende Geistlige fra Tydskland til Norge. Vi synes at spore, hvorledes Fortællingen om Helgenernes Anerkjendelse under Olaf Tryggvessøn lidt efter lidt har voxet i Udførlighed og Bestemthed. I de latinske Frem-
- ↑ IV. 33.
