sig gjeldende hos Adam af Bremen.[1] Han kalder Hálogaland: Halagland og siger, at Hedningerne kalde dette Land helligt paa Grund af Vidunderet med Solen, der om Sommeren skinner hele Natten igjennem.[2]
Altsaa, mener Prof. Bugge, er Sunniva-Legenden et nordtydsk, oprindelig frankisk Sagn, som af nordtydske Geistlige er blevet overført til Norge. Han tænker sig, at de have kjendt Øen Selja, og at de have fæstet Sagnet dertil, fordi de opfattede Øens Navn som »den salige«. Forat Legenden skulde kunne knyttes til Øen, var det nødvendigt, at ogsaa de Helliges Ben skulde kunne paavises der. Dem kan man, som Prof. Rygh formoder, have troet at finde i de Ben, som fandtes i Huler paa Øen, der da, ligesom flere andre Huler paa Øer ved Norges Vestkyst, i ældgammel Tid have været beboede.
At ogsaa den første Affattelse af Legenden om Sunniva skyldes en tydsk Geistlig, tør sluttes af det Udtryk, at Sunniva levede i »Otto den førstes Dage«. Dette Udtryk vilde ellers være meget besynderligt, hvor der i Norge fortælles om en irsk Helgenindes Ankomst til Norge, hendes Død og Forherligelse i dette Land.
At Sunniva-Dyrkelsen allerede skulde være opkommen i Olaf Tryggvessøns Tid, er neppe rimeligt. Medens de nordiske Fremstillinger af Legenden paa La- tin saavelsom de islandske Sagaer lade Olaf Tryggvessøn bygge en Kirke paa Selja, nævner Scholiet hos Adam af Bremen kun en af Olaf den hellige bygget Kirke. Da Stedet for de »hellige Jomfruers« Dyrkelse
