er ikke tvivlsomt, da det fortælles, at Kongen fra Sæla seilede syd til Ulvesund. Skriveren af Flatøbogen II. S. 31 har ogsaa forstaaet dette og derfor rettet Sæla til Selja. Vi have ingen Grund til at tvivle om, at Olaf først landede paa Selja, hvis sikre Havn fra gammel Tid af har været meget søgt, men vi tør tro, at det først var efter, at Olaf var bleven erklæret for hellig, at hans Ytring om det gode Varsel, som laa i Øens Navn, blev digtet blandt Mænd, som vidste, at han ved sin Ankomst til Norge havde landet der.
Øen heder ellers overalt Selja, ikke Sæla, og dens Navn har intet med sæll at gjøre. Navnet er vel dannet af sel, Sæterhytte. Denne Forklaring passer godt til det, at Bønderne paa Fastlandet efter Fortællingen om Sunniva lod sit Fæ græsse der.
Sunniva-Legenden kan da antages at være fæstet til Selja, fordi dette Ønavn blev opfattet som »den salige Ø«, saaledes som det bevislig er blevet opfattet i Fortællingen om Olaf den hellige. Paa samme Maade virkede Navnet Helgoland, »det hellige Land«, med til at fremkalde Fortællingen om, at det var der, Ursula med sin Skare havde landet.
Det forekommer derfor meget paafaldende, at Nordmænd skulde danne Tydningen af Selja som »den salige Ø«, da Selja og Sæla umiddelbart for deres Opfatning maatte stille sig som dannede af to forskjellige Ordstammer. Det forekommer derimod sandsynligt at tillægge Udlændinger denne Tydning, helst Nordtydskere, maaske snarest Friser. I Gammelfrisisk heder »salig«: selich, sillich. Paa lignende Maade har en feilagtig etymologisk Opfatning af et norsk Stedsnavn gjort
