som Jørgensen henfører til den historiske Kjerne, paavises i fremmede Former af Ursula-Sagnet. Saaledes, at Helgeninden er Datter af en irsk Konge, at hun og hendes Følge ere christne, at hedenske indbyggere i Landet øve Fiendtligheder mod de Fremmede, som ere komne i Land paa Udøer, og endelig Fortællingen om deres Død.
Prof. Bugge vil derfor vove en anden Forklaring. Naar Sunniva-Legenden er nordtydsk, ligger det nærmest at tænke sig den overført til Norge ved nordtydske Geistlige. Det fremgaar af den legendariske Fortælling selv, at Sagnet først og fremst er blevet knyttet til Selja. Derpaa er Kinn føiet til. Naar Legenden tænkte sig en Flaade paa flere Skibe, som splittedes, saaledes som det fremstilles hos Galfredus Monumetensis, var det naturligt, at man, saa snart Legenden var bleven henført til Selja, ogsaa nævnte flere Steder i Omegnen, hvor nogle af den hellige skare havde landet. I Sellø Sogn har saaledes en Gaard hedt Helgramannavik.[1]
Bugge formoder, at Sunniva-Legenden er bleven fæstet til Selja paa Grund af Øens Navn. Dette støttes ved den Maade, hvorpaa den samme Ø’s Navn er anvendt i en anden legendarisk Fortælling. Da Olaf Haraldssøn vendte hjem til sit Fædreland for at blive dets Konge, kom han efter Ottar Svartes Vers fra Havet ind til det midterste af Norge. I den prosaiske Fortælling hedder det, at han først landede paa en Ø udenfor Stad, som heder Sæla. Kongen sagde, at det maatte være et godt Tegn, at de vare komne til Sæla, »den lyksalige Ø«.[2] At der ved Sæla her menes Selja,
