har tilladt mig her at fremsætte den efter hans egne Optegnelser og med hans egne Ord.
Navnet Sunniva er eiendommeligt for det norske Sagn. Nogle af de ældste Vidnesbyrd om Cølner-Legenden nævne enten aldeles ingen Navne paa de hellige Jomfruer, eller ogsaa have de Navnene Martha og Saula, men ikke Ursula, eller endelig Ursula uden særlig at fremhæve hende. Derfor bliver det rimeligt, at den norske Legende stammer fra en gammel Form af den fremmede, snarest tydske Legende om de hellige seilende Jomfruer, hvori Ursula endnu ikke er bleven deres Førerske.
Navnet Sunniva er ikke norsk, og Legenden maa da snarest høre hjemme der, hvor Navnet hører hjemme. Det tør ogsaa med Tryghed siges, at det ikke er irsk. Sunniva kan ikke have været en historisk Irlænderinde, og Legenden ikke være kommen fra Irland til Norge.
Den ældre Form af Navnet er vistnok Sunnefa,[1] og dette er uden Tvivl et frankisk Navn. I Formen Sumoveifa eller Sonnoveifa forekommer det i St. Remigius’s Testamente af Aar 533.[2] Sunnoveifa maa i senere Tid være blevet udtalt Sunnvêfa, thi man finder samme første Led i Sunvildus (854) og for -veifa forekommer –vêfa, f. Ex. i Genovefa. Sunnvêfa er i Norsk blevet til Sunnefa, ligesom Leikvangr er blevet til Leikangr. At Navnet Sunnoveifa, Sunnvêfa, ikke har været brugt hos andre tydske Stammer end hos Frankerne, tør sluttes deraf, at alle de i Förstemanns Navnebog nævnte Navne paa -veifa, -vefa ere frankiske,
