Forhold eller dog holdt sig fjernt fra Landets Indbyggere, indtil de efterhaanden døde ud og forsvandt. Med stor Fyrighed og ikke uden en vis Veltalenhed, men rigtignok uden historisk Bevis, lader Jørgensen nu Olaf Tryggvessøn lytte til Rygter om disse »hemmelighedsfulde« irske Mænd, der »langt tilbage i Tiden« havde levet paa Øerne, og over hvis »ubegravede Ben Befolkningen mente at se Jertegn«. For Olaf »maatte det være gribende ved Tanken om disse Mænd, som vare komne hertil ad samme Vei som han, med den samme Tro og det samme Evigheds Haab, men uden hans høie Kald, der som stille Vidner havde henlevet her i den oprørte Sø« o. s. v. Olaf Tryggvessøn skulde altsaa virkelig kjendt Seljemændene som christne Irer, personlig have besøgt Øen og grundet Seljemændenes Dyrkelse, hvorefter saa »senere Sagnet om Kongedatteren Sunniva, maaske en sammenblanding af et ældre Eventyr der paa Stedet med Legenden om Ursula, og hendes Navn efterhaanden have traadt i Stedet for Seljemændenes«.[1] Ogsaa Gustav Storm har med stor Bestemthed antaget, at irske Munke have nedsat sig paa øerne Kinn og Selje;[2] uden at han dog forøvrigt i nogen Maade har tiltraadt Jørgensens Betragtning.
Sandsynligere turde det dog være, at ikke alene Sagnet om Sunniva, men ogsaa om Seljefolket helt og holdent er en geistlig Legende, hvori en historisk Kjerne altsaa hverken er at søge eller at finde. Denne Opfatning tilhører Professor Sophus Bugge, der
