ellevetusinde Jomfruer«.[1] Munch har ikke været opmærksom paa noget af alt dette, men derimod ment, at den i Sunniva-Sagnet fortalte Begivenhed, »alle legendariske Udsmykninger fraregnede, ret vel kan antages virkelig at have fundet Sted,«[2] medens endelig Konrad Maurer i Scholiet hos Adam, forunderligt nok, kun ser »et ulykkeligt Indfald«, skjønt han indrømmer Ligheden mellem Jomfruernes og Sunnivas Historie.[3]
For de Allerfleste er dog vistnok nu Sunniva-Legendens Nedstammelse fra Ursula-Sagnet en klar Sag, og Sandheden heraf vil neppe herefter blive draget i Tvivl. Men en større Vanskelighed træder strax til ved Kritiken af det norske Sagn. Om det erkjendes, at Legenden om selve Sunniva kun er en overførelse til Norden af Ursula-Sagnet, kunde der jo, vil man sige, tænkes, at der i vort Land, paa Selje og Kinn, virkelig har opholdt sig irske Mænd, blandt dem endog fromme Geistlige eller »Paper«, og »Seljemændene« altsaa have været virkelig existerende Personer, noget der kunde synes at vinde i Sandsynlighed, naar man betænker, at saadanne Udvandringer oftere foregik fra Irland, og dertil erindrer, at der blandt Hvaløerne gives en Papø.[4] Denne Mening er ogsaa bleven fremsat af den danske Historiker A. D. Jørgensen. Denne Forfatter, som erkjender, at Sunniva-Legenden »øiensynlig er paavirket« af Sagnet om de ellevetusinde Jomfruen mener, at Seljemændene have været Folk, der kom vestenfra, talte irsk og vare christne og derfor stode i et fiendtligt
