kommer imidlertid Sagnet hos Ditmarskens plattydske Historieskriver Johan Adolphi (almindelig kaldet Neocorus), der maa antages at være født i Begyndelsen af det sextende Aarhundredes anden Halvdel. Neocorus kommer hændelsesvis til at omtale Øen, fordi den berygtede Fribytter Viben Peter havde sit Tilhold der, og fortæller i en Parenthese følgende: »Hillige Land er en Klippe midt i Søen. Man siger, at de 11,000 Jomfruer have landet der, og at det da var et stort og godt Land, men at Indbyggerne vare saa ugudelige, at de skjændede dem, hvorfor Landet er sunket, fordærvet og helt forstenet, og jeg har selv et Stykke Voxlys derfra, som er helt blevet til Sten.«[1] I Dette Træk, at Øen forstenedes, minder unegtelig ogsaa derved om det norske Sagn, at Klipper og Stene spille en Rolle i begge.
Sunniva-Sagnets Jevnførelse med Ursula-Legenden er ogsaa overmaade gammel. Allerede hos Adam af Bremen, men rigtignok kun i et af Scholierne, vil man først finde gjentagen en ældre Beretning om, at de hellige Syvsovere skulde hvile i en Hule hos Skridfinnerne i det yderste Norden, og derefter følgende Ord: »Andre sige, at nogle af de ellevetusinde jomfruer ere komne didhen, hvis Skibe og Følge ere begravne af et Bjerg, og at der sker Mirakler. Olaf byggede der en Kirke.«[2] At her ikke let kan tænkes paa nogen anden end Sunniva, er indlysende. At Adam selv er Forfatter af dette Scholie, kan vistnok ikke ligefrem paastaaes,
- ↑ Johann Adolfi’s, genannt Neocorus, Chronik des Landes Dithmarschen. Hg. v. F. C. Dahlmann. II. Kiel 1827. S. 85.
- ↑ »Dicunt alii ex undecim milibus virginibus illuc pervenisse aliquas, quarum cetus et naves monte obrutae sunt, ibique fieri miracula. Ubi et ecclesiam construxit Olaph.« Adam. Schol. 141.
