Geistligheden i Cøln for at forklare, at der paa Jomfruernes foregivne Begravelsesplads ved samme Stad (ager Ursulanus) ved Gravninger fandtes Ben af Mænd og Børn, har været paastaaet,[1] men kan neppe ansees for bevist, hvorom mere nedenfor.
Ursula-Sagnet i dets almindeligste Skikkelse lader, som vi have seet, Jomfruen og hendes Følge færdes ved Rhinen og i Sydeuropa, medens derimod Sunniva omtumles paa det vilde Hav. Ogsaa her har imidlertid Legenden om Ursula mærkelige Varianter, der stemme med den norske. Allerede den engelske Forfatter Galfredus Monumetensis (†. 1154) lader Jomfruernes Skibe drives hen til »barbariske Øer«.[2] I Nordtydskland nævnes endog en bestemt Ø som det Sted, hvorhen de bleve drevne, nemlig Helgoland. En gammel Fortegnelse over Nordfrieslands Herreder og Kirker, der angives at være forfattet 1240, men nu kun kjendes i et Haandskrift fra det sextende Aarhundrede, kalder Øen »Insula S. Ursulae, vulgo Helgerlandt«.[3] Den berømte lærde Magnat Henrik Ranzau, Statholder i den kongelige Del af Hertugdømmerne († 1599), afleder i sin Beskrivelse af det cimbriske Chersonnes Navnet Helgoland enten af en Biskop Hilgo eller af de ellevetusinde Jomfruer.[4] Fra samme Aarhundrede haves ogsaa af den holstenske Ridder Bertram Pogevisch en Beretning om Sagn paa Øen om Ursula.[5] I sin for os interessanteste Skikkelse fore-
