gik Cølnerne ud af Stadens Porte og fandt Ligene at Jomfruerne, der allerede fra før af vare dem bekjendte. De ærede dem ikke som Mennesker, men som Gud i menneskelige Legemer, samlede deres Lemmer sammen og begrove dem til sin Stads evige Ære. Siden har Ingen vovet at begrave noget Lig inden Kredsen af de jomfruelige Gravsteder. En Tid efter kom fra Østen en Mand ved Navn Clematius, bevæget dertil ved guddommelig Aabenbaring, til Cøln og opførte der en Kirke til de 11000 Jomfruers Ære Deres Lidelse fandt Sted i det Aar 238.«[1]
Legenden om de ellevetusinde Jomfruer hører som bekjendt til Middelalderens mest celebre og har endog i senere Aarhundreder været holdt høit og i Ære af ultramontane Catholiker. At der i Aaret 238 ikke kjendtes Huner i Europa og andre iøinefaldende historiske Urimeligheder have disse paa bedste Maade søgt at raade Bod paa gjennem Fortolkninger og Conjecturer, og endnu i 1837 feiredes med stor Devotion en Mindefest i Cøln for de ellevetusindes da sexten Aarhundreder gamle Martyrium.[2] Ogsaa hos os har Legenden været noksom kjendt, og kunstneriske Fremstillinger deraf have endog fundet Vei til nordiske Kirker. Navnlig bevares i vort Universitets Samling et Alterskab fra Slagens Kirke ved Tønsberg, der fremstiller Ursula og hendes Selskab i tolv stærkt ophøiede Fremstillinger, et Kunstværk, som man har tillagt særdeles høit Værd,
