og saa i Fred vende tilbage til Cøln; ingen af hendes Følge skulde omkomme forinden Tilbagekomsten, men derpaa skulde de med Martyriets Glorie gaa ind i det himmelske Brudekammer. Derpaa forsvandt Manden, men Ursula meddelte Jomfruerne hans Ord, og de jublede ved Tanken om, at det skulde falde i deres Lod at bespottes for Christi Navns Skyld. De ofrede Takoffer og droge videre op ad Rhinen til Basel og vandrede derfra tilfods til Rom. Her besøgte de Helgenernes Templer under brændende Bønner, droge saa ad den samme Vei tilbage til Basel, bestege sine Skibe og kom atter til Cøln. Denne Stad beleiredes nu af Hunerne, men Jomfruerne, som allerede før havde havt Beviser paa Indbyggernes Mildhed, gik harmløse i Land. Pludselig styrtede Barbarerne over dem som Ulve over Faar og dræbte en stor Mængde af dem med umenneskelig Grusomhed. Da Morderne kom til Ursula selv, bleve de slagne ved Synet af hendes Skjønhed, og deres Konge selv begyndte at smigre hende og spurgte hende, om hun vilde vorde Europas Beseirers Gemalinde. Men den hellige Pige afviste en saadan Beiler, som om han havde været Mørkets Fyrste. Da befalede Hedningen, at hun skulde dræbes, og hun, den himmelske Ædelsten, sank ned blandt sine Søstres Skare, gjennemboret af en Pil, idet hun for anden Gang blev døbt ved Blodets Daab, og hendes Sjel svang sig med hendes hellige Søstres op til den himmelske Borg. Men Cøln, den lyksalige Stad, endnu lyksaligere ved denne uforlignelige Skat, skulde erfare, hvad de Helliges Død var værd for Herren. Thi der fremstod ligesaa mange Rækker af bevæbnede Mænd, som der havde været jomfruer, og Fienden blev slagen og maatte skynde sig bort i ilsom Flugt. Da
