Hos Snorre forbigaaes ganske den hele Fortælling
om Sunniva og hendes Følge, og i den udførligere Saga
om Olaf Tryggvessøn udtales allerede en Tvivl om, at det
hænger rigtig sammen med hvad der fortælles om Albanus
som Sunnivas Broder, og der udtales allerede den
udentvivl rigtige Formodning, at der er en Forvexling
tilstede med den engelske Protomartyr af samme Navn.[1]
Forinden jeg gaar videre, vil jeg hidsætte Hovedtrækkene af en anden middelalderlig Legende, for at Læseren kan sammenligne den med Sunnivas. Det er den berømte cølnske Legende om Ursula og de ellevetusinde Jomfruer:
»I en Tid, da allerede Jordens Ender vare omvendte til Gud, levede i Britannien en gudfrygtig Konge ved Navn Deonotus, der trolig opfyldte alle den catholske Kirkes Regler, og hvis Dronning lignede ham i alle Dyder. De ønskede sig inderlig en Søn, men fik kun en Datter, der blev kaldet Ursula, fordi hun engang ligesom David skulde fælde Bjørnen (ursus), det er Djævelen. Hun tænkte paa sin Gud Dag og Nat, og det var allerede tidlig aabenbart for alle, at hun vilde blive en hellig Kvinde. Men Rygtet om Ursulas Skjønhed trængte viden omkring og kom for en hedensk Fyrstes Øren, og denne vilde, at hun skulde blive hans Søns Brud. Han sendte derfor Bud til Ursulas Fader med Gaver og Løfter, men ogsaa med Trudsler, hvis ikke hans Bøn blev opfyldt. Kong Deonotus vilde vel nødig løsrive sin Datter fra hendes himmelske Brudgoms Arme, men paa den anden Side følte han sig ikke mægtig nok til at modstaa Hedningerne. Ursula selv, der elskede sit Folk som en Judith eller Esther, bad brændende til
- ↑ Flatøbogen I. S. 246.
