søn, ved hvis Nidkjærhed Norges Folk aflagde Afgudstjenesten og efter Biskop Sigurds Prædiken antog den christne Tro. Det hændte paa den Tid, at nogle Kjøbmænd, der seilede forbi Øen Selja, fik se ved Havets Kyst ligesom en Lyssøile hæve sig til Himmelen. Forbausede nærmede de sig og fandt, at et Menneskehoved bevægede sig i selve Lyset, ligesom de ogsaa fornam en forunderlig Vellugt. Kjøbmændene toge da dette ærværdige Klenodie, mere kostbart end alle deres Handelsvarer, nemlig det hellige Hoved, og med Ærefrygt derfor seilede de til Throndhjem, hvor de fandt den berømmelige Konge. Disse Kjøbmænd vare Hedninger, men ved Guds Ords milde Formaning og efter Kongens Opfordring lode de sig villigen undervise og døbe af Biskoppen. I dennes Nærværelse fortalte de Kongen nøie om Lyssøilen, som de havde seet, og om Hovedet, som de havde fundet. Dette blev paa Kongens Befaling hentet, og Biskoppen, der med Andagt tog det i sine Hænder, gjemte det med dyb Ærefrygt blandt Helgenes Reliqvier. Alt flere bragte imidlertid Vidnesbyrd om hine Christi Martyrer, thi ogsaa andre kom fra den samme Ø til Kongen og forsikrede, at de havde seet det samme Syn som Kjøbmændene. Paa den hellige Biskops Opfordring begav Kongen sig selv til Øen med mange andre Troende, og det befandtes, at et stort Bjerg i den vestlige Kant af denne tidligere var nedstyrtet. Ved at undersøge dette Sted fandt Kongen og Biskoppen mellem Klipperne Ben af sød Lugt. – Der opførtes og indviedes en Kirke paa Øen, og Gud bevirkede her Tegn og kraftige Gjerninger ved sine Helliges Fortjeneste indtil denne Dag. Og da de christne omhyggelig samlede de Helliges Ben, der vare at finde,
