i Aand og Sind aldrig kunde adskilles, i legemlig Forstand fjernede fra hverandre. Den hellige Sunniva kom, efterat Uveiret var stilnet af, tilligemed den større Del af Reiseselskabet til Øen Selja, hvor de af Frygt for Hedningerne toge Bolig i nogle Fjeldhuler, medens de øvrige paa samme Maade søgte Tilflugt paa en anden Ø ved Navn Kinn og der fristede Livet ved Fiskeri. Paa den Tid havde Haakon Ladejarl, den vildeste blandt Tyranner, ved Vold sat sig i Besiddelse af Norges Rige og rasede grusomt mod sine Undersaatter. Guds Hellige opholdt sig temmelig længe paa hine Øer i denne Mands Regjeringstid og tjente Christus i Afholdenhed, Fattigdom og Kydskhed og med et rent Liv. De Indfødte havde endnu ikke taget fast Bolig paa Øerne, men de, der boede paa det nærliggende Fastland, benyttede dem til Græsgang for sit Kvæg. Stundom hændte det da, at der blev Kvæg borte for Eiermændene, og disse, som mistænkte de Hellige for at have stjaalet det, tilføiede dem derfor stor Uret og bade ogsaa Jarlen om at komme med en Hær for at dræbe Guds Tjenere. Den onde Jarl, Syndens Søn og et Lem paa Djævelens Legeme, kom ogsaa til Øen for at ødelægge de Hellige. Disse saa det og gik da ind i sine Huler og bade under Taarer Herren at give deres Sjæle den evige Hvile og at byde Engle at nedstyrte Klipperne og begrave dem under disse. Dette skete, Klipperne faldt over Martyrerne, og deres sjæle optoges i Himmelen. Tyrannen og Hedningernes Skare, der ikke fandt de Hellige, droge forbausede bort. Efter nogen Tids Forløb fandt imidlertid Jarlen en ynkelig Død for sin Træls Haand til retfærdig Straf for sine Synder, og Herredømmet over Norges Rige tilfaldt den christne Konge Olaf Tryggves-
