levede i Irland den hellige Sunniva, der var af kongelig Byrd. Ved Faderens Død tilfaldt Riget hende ved Arv. Hun var ved sin ædle Faders Omhu bleven opdraget i Tro paa Christus, søgte trolig at afholde sit Folk fra synder og levede selv et helligt Liv, omhyggelig i at iagttage den catholske Tros Forskrifter, barmhjertig og godgjørende mod Fattige. Rygtet om hendes Hellighed, Skjønhed og Magt kom for en Tyrans Øren, der efter Djævelens Indskydelse først angreb, undertrykte og plyndrede Jomfruens Rige, men derefter snart ved indsmigrende Tale, snart ved Trudsler søgte at bevæge hende til Ægteskab. Men hun modstod, besjælet af Kjærlighed til Gud, baade hans fagre Ord og hans Trudsler og foretrak Landflygtighed for en Forbindelse med den forbryderske Mand. Ogsaa mange af hendes Ulykkesfæller besluttede at dele Skjæbne med hende, og mange Mennesker, Mænd, Kvinder og Børn, bestege med hende tre Skibe og droge afsted, idet de for at fly dette verdslige Livs Bølger betroede sig til Havets. De forsmaaede Brugen af Aarer og andre Skibsredskaber, og Storm og Veir førte dem til de nordlige Farvande. Gud, hvem Vinden og Havet ere underdanige, bevarede dem frelste og uskadte for al Fare, indtil de omsider landede i den Del af Norge, som kaldes Firdernes Land. Da Indbyggerne af dette Landskab, der vare raae, uforstandige og hedenske Mennesker, saa Guds Hellige nærme sig deres Grændser, samlede de strax en Hær og gik ud som imod Røvere og med Sværd og Stænger, men maatte, da de ikke kunde faa dem fat, nøie sig med at drive dem langt bort fra Land med Pileskud og Stenkast. De Hellige bleve altsaa atter udsatte for Havets Farer, og da der opkom en Storm, bleve de, der
