land Sverige, ja synes endog at have villet indføre disses Dyrkelse i Polen.[1]
Efter denne korte Udsigt over St. Olafs-Literaturen skal endelig paapeges nogle Exempler blandt de mange kunstneriske Fremstillinger af Helgenen og hans foregivne Bedrifter.
De ældste Afbildninger af Olaf ere udentvivl at søge paa Sønnen Magnus den godes Mynter. Norske Mynter af denne Konge kjendes hidtil neppe, men derimod haves adskillige danske. I flere af disse forestilles paa Adverserne en Figur, der ikke kan betegne nogen anden end Olaf, thi den har ved den venstre Side en Øxe og ved høire en Korsstav. Andre have paa sine Adverser en siddende Figur med Glorie om Hovedet og Evangeliebogen paa Brystet, i venstre Haand en Korsstav, medens den høire er opløftet til velsignelse. I en af disse sidste Mynter er ogsaa Helgenens Navn bagvendt indsat. Denne Fremstilling synes laant fra byzantinske Mynter, hvor den samme Figur betegner Christus selv. Atter andre af Magnus’s Mynter have en siddende Olafsfigur uden Bogen paa Brystet, en enkelt med Scepter i Haanden.[2]
Olafs Billede forekommer ogsaa paa endel af de Mynter, som de sidste Erkebiskopper i Throndhjem have slaaet, efterat Erkestolen i det femtende Aarhundrede havde gjenerhvervet sin en Tidlang tabte Myntret. Paa Erik Walkendorfs Mynter sees saaledes St. Olaf staaende med Glorie om Hovedet, iført Kappe og med en langskjæftet Øxe i den høire og Rigsæblet i venstre Haand,
