Effusum per aculeum
Passionis,
4. Rex Olave nos exaudi,
Assistentes tuae laudi
Omni quarta feria:
Quia tui tunc agonis
Et felicis passionis
Colitur memoria.
5. Christi Martyr hanc cohortem,
Pro qua subiisti mortem,
Junge coeli civibus:
Delictorum nos a faece
Tua purga sancta prece
Cunctis et a sordibus. Amen.
(Oversættelse: 1. Efterat Babylons bespottelige Dages Galdebæger ganske er kogt over, varmes nu i Nordens Kar Fromhedens himmelske Olie fra Olaf.
2. Duen bringer Oliebladet. Noahs Ark hviler paa Armeniens Bjerge, med Olaf blæser en Duft af den søde Nardus, Himmelens Nøgle nærmer sig til Norges Strande.
3. Kong Olaf, hvis herlige og kongelige Navn tyder paa Salvelsen, hvis Navn er Olie[1] udgydt ved Lidelsens Braad,
4. Kong Olaf, bønhør os, der hver Onsdag synge til din Pris, fordi din Død og din salige Lidelse ihukommes paa hin Dag!
5. Du Christi Martyr, giv denne Skare, for hvilken du gik i Døden, Plads blandt Himmelens Borgere, befri du os ved din hellige Forbøn fin syndernes Uhumskhed og fra al Urenhed! Amen.)
Af senere Digte om Olaf have vi allerede i foregaaende Capitel omtalt de islandske viser om Omstændighederne ved hans Søn Magnus’s Fødsel. Der haves ogsaa en Olafsrima af Islændingen Einar Gilssøn, rimeligvis fra det fjortende Aarhundredes Midte eller anden Halvdel, i ethvert Fald ældre end 1395.[2] Hertil kom-
