saavel Troldet som dets Kvinde og »de andre smaa Trolde« forvandles her til Sten, og ved Hornelummer, hvor der før »aldrig var god Havn formedelst Troldenes Ondskab, kan man nu seile uden Fare.« Den samme Vise forekommer ogsaa paa Færøerne om »Trøllini i Hornalondum«.[1]
Lignende Fortællinger forekomme, som bekjendt, om Dalby Kirke i Vermeland, hvor »Olaf med sit pipuga Skjæg seilede for nær en Troldkjærrings Badstuvæg«,[2] om Stenskirken paa Ringerike, i Hornsherred i Danmark o. s. v.
Det ældste Vidnesbyrd om Olaf som Bekjæmper af Mørkets Magter er imidlertid at finde hos Adam af Bremen, men dennes Forestillinger ere aabenbart helt forskjellige fra dem, der fremtræde i de nordiske Sagn. Adam taler ikke om Trolde eller Jotner, men om Mennesker, der drive Trolddom, hvilke i hans Tanker vare meget hyppige i alle barbariske Lande, men allermest dog i Norge, »der er fuldt af saadanne Uhyrer, ved hvis Koglerier og Hexekunster Sjælene blive til Spot for onde Aander.«[3] Endog Kong Olaf Tryggvessøn, eller, som han her heder, Olaf Krakaben, i hvem Adam ikke ved, om han skal se en Hedning eller en frafalden Christen, gjøres af denne Forfatter til en troldkyndig Mand, der lever i det fortroligste Forhold til
- ↑ Danmarks gamle Folkeviser, udg. af Svend Grundtvig, II. S. 140–141.
- ↑ Fernow. Beskr. öfver Wermeland, S. 223.
- ↑ »Malefici, quorum numero quum tota barbaries exundet, praecipue vero Norvegia monstris talibus plena est. Nam et divini et augures et magi et incantatores ceterique satellites Antichristi habitant ibi, quorum praestigiis et miraculis infelices animae ludibrio daemonibus habentur.« Ad. Brem. II. 55.
