Side:Norske helegener.djvu/115

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

sit Riges mange Troldmænd og tilsidst ogsaa af den Grund finder sin Død.[1]

Alle disse Personer besluttede nu den hellige Olaf at bekjæmpe for desto bedre at befæste den christne Tro i sit Rige. Men dette blev ogsaa Aarsagen til hans Fald. »Han blev fordreven fra Norge af Høvdingerne, hvis Hustruer han havde ombragt formedelst deres Trolddomskunster.«[2] I god Sammenhæng med en saadan Forestilling om, at Norges fornemste Kvinder vare Hexe og Troldkjærringer, staar det da, at Adam lader Olaf under sin sidste Kamp bespottes af Troldkarle, et Træk, som vi allerede ovenfor have anført mellem Sagnene om hans Lidelse.

Det er neppe tvivlsomt, at denne tydske Forestilling om Nordmændene som et til Trolddom hengivent Folk beror paa en Forvexling mellem vore Forfædre og Lapperne (Finnerne), hvem Nordmændene selv tiltroede og længe have vedblevet at tiltro overnaturlige Indsigter og Forbindelser med Djævelen. Mærkelig nok ere imidlertid disse overtroiske Forestillinger om Nordmændene endnu ikke aldeles forsvundne, men have fremdeles holdt sig hos den danske, idetmindste den jydske Almue. I en for ganske kort Tid siden udkommen Samling af jydske Sagn, der endnu leve »i Folkemunde«, forekomme saaledes ikke mindre end fem Fortællinger, hvori »Nordmænd« optræde som troldkyndige Personer.

  1. Ad. Brem. II. 38.
  2. »Tandem ferunt, beatissimum regem Olaph seditione principum, quorum mulieres ipse propter maleficia sustulit a regno depulsum Norvegiae.« Ad. Brem. II. 59. (Maleficium har her, hvad en Sammenligning med Capp. 38 og 55 i samme Bog vil vise, Betydningen af Trolddom).