huggede han Hænderne af hende, hvorved hun udstødte et forfærdeligt skrig og kastede sig bagover med opspærret Gab. Olafs Folk vaagnede nu paa Skibene, forfærdede ved Brølet. Kongen bod dem at gjøre Korsets Tegn, og ved Guds Hjelp og sine Bønner udvirkede han, at Havfruen sank ned i Havet og ingen Skade formaaede at gjøre, hverken nu eller senere. Derefter bekjæmpede han med lige Held et uhyre Vildsvin.[1] Derimod vide hverken Sagaer eller kirkelige Legender at tale om Olafs Kampe med Trolde i Norge eller Norden selv. Desto oftere forekomme imidlertid saadanne i Folkesagnet. Trolde og Jotner ansaaes naturligvis som den christne Tros selvskrevne Modstandere, de søgte ved svære Stenkast at tilintetgjøre de nybyggede Kirker og gjorde i det hele de christne al den Skade, de kunde. Olaf tænktes da som Landets store og vældige Befrier for alt saadant Troldskab. Allerede forlængst har man indseet, at Olaf i denne Henseende har arvet Thors Plads i Almuens Bevidsthed, at hans »røde Skjæg« er en Erindring fra dennes Myther, og at hans stadige Attribut Øxen er et Minde om Thors Hammer. Vi erindre ogsaa fra Fortællingen om Olafskirken i Lunkinde i Skaane (S. 83), at Bønderne her pleiede at tage Øxen ud af Olafsbilledets Haand og at bestryge sig dermed ni Gange, men hver tredie Gang at sætte den tilbage paa dens Plads, for at Helgenen kunde fornye dens Underkraft. Heri har en nyere Forsker troet at se en Levning af en hedensk Ceremoni ved Thorsdyrkelsen, ved hvilken Offergoden skulde have laant Thors Ham-
- ↑ Flatøbogen, II. S. 25–26, Fornmanna Søgur, IV. S. 54, (Werlauff i Ann. for nord. Oldk. 1836–1837, S. 35 fgg., P. A. Munch, N. F. Hist. I, 1. S. 505).
