Throndhjem og fremkaldt hin Misforstaaelse hos Italieneren.
Vi komme nu til de Fortællinger om Olaf, der mere end alle andre have været yndede af Folketroen og fremstillede af Kunstnerne: hans Kampe med Troldene. Disse Sagn have ikke været fremmede for Nedskriverne af vore Sagaer, der dog kun henlægge dem til Olafs udenlandske søtog i hans første Ungdom. Han beseirer etsteds i Sydeuropa et Søtrold, en Havfrue, der var saaledes skabt, at Hovedet lignede en Hests med opstaaende øren og aabne Næsebor, grønne Øine og et skrækkeligt Gab; Bovene vare som paa en Hest og gik fortil ud som Hænder, Bagdelen var ganske som en Slanges med en stor Bøining og en bred Hale. Hun pleiede at gribe fat med Hænderne paa Skibets ene Side, dernæst at sno sin Hale tvertunder Kjølen op paa den anden Side og derved bringe skibet til at kantre. Hendes Hud var laadden som en Sælhunds og af graa Farve. Denne Havfrue skulde, da Djævelen ikke alene formaaede at modstaa en saa ypperlig Guds Ridder, som den hellige Kong Olaf, hjelpe til at ødelægge ham. Hun begyndte sine Anslag dermed, at hun, da Kongen og hans Mænd ventede paa Bør i »Karlsaa« (Garonne?), sang for dem med saa søde Toner, som de aldrig før havde hørt, hvorfor de alle inden kort Tid faldt i Søvn og glemte at holde Vagt. Kun Kongen holdt sig vaagen, læsende i en Bog, og kunde saaledes fra Bagstavnen, hvor han sad, se Uhyret dukke op. Ved Djævelens Hjelp tog Havfruen nu med sine Hænder fat i Skibets Side, men da Olaf mærkede det, greb han sit Sværd Hneitir, løb ud i Forenden af Skibet, og just som Havfruen havde snoet sin Hale om den anden Skibsside,
