dende, og da Thore spurgte om Aarsagen hertil, svarede Knud; »Jeg troede at vide, at en af os to skulde blive hellig, og jeg havde haabet, at det skulde blive mig selv, men dog vil jeg være den første til at skjænke Gaver til Olafs Skrin og først tro paa hans Hellighed, og ikke vil jeg mere komme til Norge, siden Olaf er hellig«.[1]
I en af de ældste og interessanteste fremmede Beskrivelser af Reiser i Norge, Venetianeren Quirinis af 1432, forekommer et eiendommeligt sagn om Olaf. Nogle Italienere, der havde lidt Skibbrud ved Røst i Lofoten og senere kom til Throndhjem, hvor de besøgte Domkirken og saa Helgenens Legeme, bleve, heder det, af Indbyggerne behandlede med største Venlighed, fordi de vidste, at der i Venedig var bleven vist »deres Konge, St. Olaf,« stor Ære og Kjærlighed paa hans Reise og Tilbagereise fra det hellige Land. En saadan Reise har imidlertid aldrig fundet Sted. Man har her tænkt paa en Forvexling med Sigurd Jorsalfarer, der kunde tænkes at have været i Venedig.[2] Men langt- simplere tror jeg at kunne forklare denne paafaldende Beretning derved, at den just i 1432 regjerende Konge, Erik af Pommern, for omtrent otte Aar siden virkelig havde været i det hellige Land og paa Henreisen til dette netop var bleven modtagen med store Æresbevisninger i Venedig,[3] hvorom Rygtet har været bekjendt
- ↑ Fornmanna Søgur, V. S. 207–208.
- ↑ Det Throndhjemske Selskabs Skrifter, II. Kbhvn. 1763, 8vo, S. 143, hvor Reisebeskrivelsen er oversat og oplyst ved Anmærkninger af G. Schøning.
- ↑ »Rex Ericus, veniens prope Venetias & duce & civibus urbis illius cum solennitate magna receptus est et honore.« Hermani Corneri Chronicon ap. Eccard, Corpus hist. medii aevi, II. col. 1261.
