Denne Uvilje, hvorfor Haralds Minde aabenbart
har været Gjenstand, kommer tilsyne blandt andet deri,
at samme mærkelige Vandringssagn, som fra andre
Kanter forekommer i Fortællingerne om Palnatoke, Vilhelm
Tell o. s. v., ogsaa er bragt i Forbindelse med
ham. Som bekjendt er det her Herlaug Aslakssøn,
med hvem Harald indlader sig i en Væddekamp, hvori
Kongen seirer, dog saaledes, at Heming undkommer i
en Baad og tilsidst ved at hevne sig, idet han væsentlig
bidrager til at fremkalde Haralds Død i Slaget ved
Stanfordbridge 1066.[1]
Fornemmelig kommer dog den samme Stemning frem i den gjennem Middelalderen gjængse Folketro angaaende Forholdet mellem Harald og Broderen Olaf. Sagaen ved kun, at Harald femten Aar gammel kjæmpede for Olafs Sag ved Stiklestad. Men allerede Saxo gjør Brødrene omtrent jevngamle. Harald deltager ifølge dennes danske Historie i Olafs Bedrifter i England og i Danmark.[2] Her er der dog endnu ikke Tale om Forbrydelser af Harald mod Broderen. Som dennes Avindsmand fremtræder han derimod, som vi have seet, i den lybekske Legende, hvor han gjøres til Medskyldig i hans Død. Den samme Forestilling gjenfindes imidlertid ogsaa andensteds. Vi møde den saaledes hos en geographisk Forfatter fra det femtende Aarhundrede, der kalder sig Claudius Clavius og skal have været en Fynbo. I denne ellers ubekjendte Mands kortfattede
