der først og fremst tænkes paa, at Haralds Billede, saaledes som det er gaaet over i Historien, er tegnet os af Islændinger, der ikke vare hans Undersaatter, og som nærmest omtalte og erindrede ham som en høitbegavet, vidtbereist og vidtberømt, prægtig, rig og mod dem naadig og liberal Fyrste. Hans Undersaatter Nordmændene derimod havde skjellig Grund til at mindes ham som en Tyran, der forfulgte Høvdingerne og betyngede Almuen med haarde Skatter. Han fik Tilnavnet Haarderaade og var alt andet end elsket. – Ogsaa med Hensyn til de kirkelige Forhold vilde han optræde som Enevoldskonge og navnlig ikke taale den bremiske Erkebiskops Fordringer paa Primatet. »Olaf den hellige havde,« siger en nyere tydsk Forfatter,[1] »været en Fører for den kjæmpende Kirke, men Harald vilde være Overhovedet for den seirende.« Han er derfor af sin Samtidige Mag. Adam, der forøvrigt beundrer hans Tapperhed, bleven skildret som et Uhyre, ja ikke langt fra som en Hedning.[2] Sin Broder Olafs Minde holdt Harald ganske vist i Ære, men hans Gjerrighed drev ham ogsaa til at angribe de Skatte, som de fromme Pilegrime ofrede ved hans Grav.[3] Endelig maa det erindres, at Harald selvfølgelig var forhadt af de Danske, hvilket kan have havt stor Indflydelse paa Udviklingen af Folkesagnet om ham og hans Broder.
- ↑ G. Dehio, Geschichte des Erzbisthums Hamburg-Bremen bis zum Ausgang der Mission, Berlin 1877, I. S. 187.
- ↑ »Haraldus crudelitate sua omnes tyrannorum excessit furores. Multae ecclesiae per illum virum dirutae, multi Christiani ab illo per supplicium sunt necati.« Adami Gesta etc. ex. rec. Lappenb. p. 121.
- ↑ »Haraldus derelictus a deo, oblationes quoque se thesauros, qui summa fidelium devotione collati sunt ad tumulum fratris, ipse unca manu corradens, militibus dispersit.« Ibid. p. 122.
